"Den fartglade del af ingeniør-flokken hos Opel i Rüsselsheim har nu for alvor fået ordet, når vi snakker Astra. Og de taler med store bogstaver, helt præcist OPC.
De tre bogstaver betyder Opel Performance Center og dækker over Opels motorsportsafdeling. Her har teknikerne videreført den nye Opel-designguru, Mark Adams, mantra om at gøre bilerne mere spændende og skabt den brutale tredørs Astra OPC, der yder 280 hk og udsender signaler, der burde få forældre til at holde deres børn inden døre. Den ser nemlig ganske ond ud.
Motoren er en 2,0-liters turboladet sag, der sparker et moment på 400 Nm fra sig.
Nok til at sikre sportscoupéen en topfart på 250 km/t.
Det hele hviler på en specialudviklet undervogn med forhjulsophæng, der har højtydende fjedre af samme type som i Astra GTC og Insignia OPC - kaldet Hiperstrut."